Kapittel IV

Fra Krigen i 1814

Det gik nu med kjæmpeskridt. Det for os knusende Slag ved Leipzig 18-19de Oktober 1813 bragte os i Krig med alle de allierede Magter; de Svenskes indrykken over den danske grændse, alt maatte bebude et Uveir, men de fleste af os uindviede troede endnu paa Napoleons ufeilbare Stjerne, dertil troede vi, at der skulde et større og blodigere sammenstød end ved Bornhøved. Men den 14de Januar 1814 afgjordes Norges skjæbne i Kiel.

(...) Kongens fødselsdag, 28de Januar, var jeg paa Bal i St. Olafs Klub i Drammen i den for mange aar siden afbrændte Raadstue. Lige foran Indgangen var i Baggrunden anbragt Kongens Navneziffer i Transparent. Stemningen var egen thi man anede da, at noget forestod. Man sagde at ud paa Aftenen var kommet bestemt Efterretning om Norges Afstaaelse, og at vi - som man siger med Hud og Haar vare overgivne af vor Konge. Der saaes Mismod, Nedslaaenhed og stærk Exaltasjon. Nogle af de Hæftigste rev endog Transparentet med Kongens Navneziffer ned, men herover reiste det sig et Uveir; thi Kong Frederik havde endnu sine Tro Tilhængere, der formente at man burde opvente mere detaillerede Efterretninger, og havde St. Olafs Klub reist Transparentet, havde ikke de enkelte Brushoveder Tilladelse til at nedrive det. Som ungt Menneske holdt jeg mig tilbage, men nede i Spisesalen kunde man høre, hvor Slaget stod. Jeg kan endnu se disse Borgermænd, de fleste i Uniform; thi dengang tog altid det ridende Korps og Borgerkorpset denne paa ved høitidelige Leiligheder. Jeg forføiede meg hjem; thi jeg kunde vide, hvad der forestod.

Den 3die Februar modtoges Ordre til Udrykning. Feltbataillonerne formeredes i Frederiksværn, og den 14de satte 1ste Bataillon sig i Marsch, gjerne med to Divisioner, men routen maatte, formodentlig for Men-is i Fjorden ved Horten, gaa over Drammen og Christiania. Jeg var ansatt ved 1ste Feltbataillon, 4de Division, hvir jeg havde en dygtig Divisionskommandeur Premierlieuntenant J.Fleicher. Med denne Division fulgte Bataillonens Major, Major Dietrichs, samt Bataillonens Amusetter. Vi vare efter, og fik saaledes ondt for at komme frem i den med uafladelig Skyds svært medtagne Marschroute, allerhelst da Divisionen af Vesterlehnske Regiment stødte til os. Frem kom vi ved at være ude sent og tidligt i den haarde, snefulde vinter. Jeg unge Menneske var næsten afmæktig om Aftenen. Men Uorden og Galskab kunde ikke undgaaes, thi vi vare saa ivrige. Bestemmelsen var, at Folkene skulde befordres paa Slæde, men der var hverken rekvireret Heste, Kvarterer eller Proviant. Noget Proviant modtoges i Drammen af Sølvværkets Magazin, og dernæst i Christiania. I Cantonementet kom vi til en Gaard Ebestad lidt nordenfor Carlshus; ved forlæggelse nede mod Fredriksstad kom jeg til Kniple hos min Moders Fætter Capitain Peter Rosenørn Gruner, hvis unge Kone født Sievers af min Alder altid er blevet mig en kjær Veninde. Undertiden maatte jeg dog være paa Divisionskvarteret Rekulstad ved Rolfsøens Sund. - Saaledes hengikk Foraaret, og det første af Sommeren, af og til nogen Exercitie, da jeg fik min rette Øvelse af den faste Major Dietrichs, der forresten var fra den gamle pedantiske Tid.

Soldaternes Beælædning var en kort rød Trøie, trange hvide Klædesbuxer, en Overkjole eller rettere Spencer, som kun gik lidt ned paa Maven; paa Spenceren var en liden nedhængende Krave. Dette var de saakaldte "Caputtrøier"; til at gjøre dem sidere havde man vist ikke Klæde; paa Benene Sko og sorte Gramasker. Ved Udrykningen havde Regimentet modtaget nye Frederiksværks Geværer, Hanerne og Fæng-panderne var af for skjørt Jern, hvorfor de sprang som Glas. Det er ikke heldigt at modtage nye Geværer ved en Udmarsch; thi det nye Gevær tiltrænger gjerne de hyppigste Reparationer. Efter nogle Aars Brug og paakaldede Udbedringer indtræffer for det gode Gevær først dets Paalidelighed, indtil det bliver foreldet.

Regimentet var formeret paa 2 Feltbatailloner. Majorerne Schrøder (min Fader), og Budde samt Depotbataillonen Grønvold. Fribataillonsmandskaberne vare blevne indstukne i Divisionerne, som bleve paa 200 Mand; det resterende af disse - man kan sige tildels Børn - bleve samlede i særskildte Depotafdelinger. 1ste Bataillon Schrøder blev formeret saaledes: Major Dietrichs, Adjutant Premierlieuntenant Tofte. 1ste Division Capt. Mathisen (Egerske og gevb. Liv Compag.), Pr.Lieutn. Mejlænder og Sec.Lieutn. Spørck. 2den Division Capt. von Ahnen (Sandeske og Laurdalske Compag.) Pr.Lieutn. Wrigth og Sec.Lieutn. Christopher Schrøder. 3die Division Capt. Valdemar Rye (2 Vestenfjeldske Comp.), Pr.Lieutn. Bentzen. 4de Division Pr.Lieutn. Johan Fleischer (Vaaleske og Numedalske Comp.), Pr.Lieutn. Jens Schrøder. Jæger Divisionen Pr.Lieutn. Schleppegrell, som faldt i Slaget ved Idsted 1850; gevb. Jæger Comp. og det Kongsbergske, Pr.Lieutn. Helgesen, Fredriksstads berømte Commandant i 1850, og Pr.Lieutn. Møller. Artilleriet Pr.Lieutn. H. Fleischer. Brigadechef General Lieutn. Staffelt - Brigadekvarteret Hafslund.

Bataillonen kom til Raade Sogn i Cantonnement, og Stabskvarteret var paa Raade Prestegaard hos Præsten Dahl. Vinteren var streng med megen Sne; Mandskabet fra Fjeldbygderne havde medbragt Ski. Hvad nu denne hovedkuls Udrykning skulde tjene til midt i den hardeste Vinter, er vist ikke lett at udfinde. Sverige var blottet for Tropper, da Armeen var i Tyskland, og det ikke var vel muligt i Hjertet af Vinterern at passere Østersjøen. Vi troede paa en Indrykning i Sverige mod Wenersborg og Gøtheborg; men dette seer godt nok ud paa Papiret; i Virkeligheden manglede Armeen kanskje alt til en saadan Indrykning og først og fremst forsyning af de fornødne Magaziner. Til Oplysning om hvorledes disse vare forsynede, kan tjene, at under Marchen mødte os den Befaling, at naar Magazinerne ikke vare forsynede med Rug, skulde istedet leveres Havre, for Kjød Klippfisk og Flesk Sild. Da man kom i Rolighed i Cantonnementet, gik det godt nok med Havren, som blev formalet ved Hafslund og Borregaards Møllebrug. Fladbrød blev bagt, hvoraf Soldaten befandt sig bedre end af det sure Comisbrød, som han lidet kunde forliges med. Silden blev tusket med lidt Melk. Men man kan vide Soldaten havde det ikke godt. Men denne Forsyning var umulig under Marsch, og hvorledes skulde det da gaa paa en Marsch ind i Sverige, dertil i den hardeste Vinter.

Under vor Marsch var Prinds Christian Frederik i Trondhjem. Denne Herre havde, siden han kom til Norge, gjordt alt for at fetere Borgerstanden i Byene, vat paa Baller, dansede, var nedladende og aimable. De Militære bekymrede han sig lidet om, og næppe kunde man anse ham for populær i Armeen, og man hørte undertiden "Kjøbmandsprindsen". Ikke altid var der just den bedste forstaaelse mellem Borger og Militær, og Soldat var Christian Frederik ikke; det viste han noksom under det senere Felttog. Forresten var dog Tonen i Armeen god, især om den strax var kommen i Ilden. Begeistringen var stor overalt, dog som sædvanligt størst hos de Herrer, som sadde lunt i sine Stuer ved Ovnen den kolde Vinter, og taprest var man i Bergen. Med Hensyn til Armeens Dygtighet bemærkes, at de gamle Soldater vel vare nogenlunde indøvede, men de unge havde ikke gjennem gaaet nogen Exerceerskole, og til disse kom ved hver Division en 50-60 Fribataillonsmmandskaber, som Aaret før ved sine Compagnier havde exerceeret 8-10 Dage, lidet bedre end intet. Disse Batailloner skulde stilles mod den veløvede og krigsvante Svenske Arme, der ikke saalenge før havde bestaaet den haarde Dyst i Finland og nu havde gjordt Felttoget i Tyskland under Carl Johan, hvor de vel ikke bleve saa meget brugte, men dog havde havt nogen Øvelse. Udsikterne var ikke lovende, men vi vare ikke fortvivlede.

Den 24de Februar var Bataillonen samlet ved Raade Kirke til Edsaflæggelse til Norges Regent Prinds Christian Frederik; den 7de Marts gjordes Opvartning hos Prinds-Regenten paa Carlshus. Den 12te Marts blev Bataillonen præsenteret for ham paa Carlshus Moen, som var for liden for en Bataillon paa 1000 Mand og 2 Geleder. Det var Snedrev, og i disse Snefaner stod Bataillonen i 2 Timer og ventede. Man sagde at han var blevet syg om Natten efter at have spist kolde Østers om Aftenen paa Hafslund. General Staffelt var bister, tog sitt uhr opp og viste det til Stabschefen: "De burde have en god Næse; thi her har Bataillonen og jeg ventet i 2 Timer." I sin graa Pels fremsagde Prindsen nogle theatralske Ord, som kun faa af Bataillonen hørte. Man kjendte dengang ikke den sluttede Colonne til Parade. Derpaa viste Skiløberne sig i Snefanerne. Den næste Bataillon Budde havde nok opløst sig, førend Prinsen kom.

Saaledes hadde vi ligget nær en Maaned i Raade, da den 14de Marts Cantonnementet blev sammentrængt nærmere Fredrikstad fra Sanne og Isebro lige ned forbi Glemminge Kirke. Stabskvarteret var paa Sanne hos Forvalter Iversen. Samtidigt hermed permitteredes alt Mandskab, som kunde være tilbage i 3 Gange 24 Timer. Efter Kongevalget i Mai skulde atter aflægges Ed, som gikk ret ofte paa i 1814.

St.Hans Aften gjorde jeg med Capt. Christian Gruner, der med Søndenfjeldske Regiment garnisonerede i Fredriksstad, en Tur til Fredrikshald og besaa meg der. Under vor første Udrykning - ogsaa senere - var der mellom os megen Enthousiasme for ikke at blive Svenske; jeg tror vi syntes, at vi vare fri nok; thi hvad en sakaldet Constitution vilde sige, havde vi sandelig de svageste Begreper om. Men nogen Begeistring for vor nyvalgte Konge kan jeg ikke erindre.

Den 13de Juil blev jeg befalet til Skandsearbeide med 300 Mand; her havde jeg det mindre end godt; thi jeg var ganske alene - de Officerer, jeg havde med mig, havde ikke Begreb om Skandser. Lydeligt nægtede Mandskabet Arbeide om Søndagen, men saa ung jeg var, bragte jeg dem til Lydighed. Nogen ældre havde man ikke at sætte til denne Commando, og inden Krigen begyndte den 1ste August, havde jeg færdig flere Kanonbatterier og vidløftige Brystværn, som dog bleve til ingen Nytte. Hvad jeg i disse Dage levede af, er mig nu en Gaade. Af og til var jeg paa Kniple hos min snille Fru Gruner, men dertil blev snart for langt, og træt og udmaset var jeg. Jeg maa næsten have lidt Nød, men man tog det i den tid ikke saa nøie.

Den 26de var Kongen paa Tom, og min Fader var til Taffel. Her, hvor flere Stabsofficerer vare samlede, syntes det som om Forstaaelsen mellem Kongen og Staffelt ikke var den bedste. Hvorledes det var eller ikke: Staffelts Ord til min Fader aandede Utilfredshed, han syntes i det hele at have gjennemskuet Kongen, og troede neppe, at krigen vilde faa et heldigt utfald. Hertil kom, at Staffelt var født i Pommern og derfra havde Slægtninge i Sverige blandt andet den Platenske Slægt. Man har sagt, at man herfor ikke troede ham, menn om saa var, var det sikkerlig i høieste Grad uretfærdigt, og udentvivl var dog Staffelt den dygtigste Feltgeneral vi havde. Vist er det, og besynderligt var det, at under Felttoget blev den ene Bataillon taget fra hans Brigade efter den anden og underlagt General Ahrenfelt. Ved Felttogets Begyndelse bestod Brigaden Staffelt af 4 Musketer Batailloner (Bergenhus og Tellemark) og Batteriene Møller og Dahm, disse Afdelinger bag Glommen. Norske Jægerkorps med Jæger Div. Schleppegrell og Jebe ved Svinesund og Kyststrækningen. Det syntes, at General Staffelt ikke hyldede den af General Seiersted udkastede Operasjonsplan: at Grændsen ikke alvorlig skulde forsvares, at Forposterne skulde fægtende trække sig tilbage over Glommen, paa hvis Vestre Side den egentlige alvorlige Krig skulde Begynde.

Den 28de Juli meddelte Brigaden, at Krigen var udbrudt. Fienden havde den 26de angrebet Hvaløerne og vor Flotille var gaaet tilbage. Divisjonen holdtes færdig til opbrud fra Cantonnementet til Sannesund. da Fredriksstad maate ansees i Beleiringstilstand, kunde Proviant ikke længere modtages der, men man henvistes til Moss, hvor dog ikke var nogen Feltbagerovn, og saaledes bleve Troppene endvidere tildelte Havre til Formaling. Man tænkte sig, at Tropperne under et Felttog skal male Korn og modtage Havremel i Bivouacene. Bataillonen fik Ordre til at besætte Glommen fra Sannesund, Major Schrøder blev Posisjonschef, og tildeltes ham det 3die Batteri Dahm.

Den 1ste August besatte vi Sannesund og Rolfsøen. Første Gang man for Krig lader skarpt er et høitideligt Øieblik, og man kunde se Alvoret nedad i Gelederne. Vor Divisjon kom ned til Næs; min Broder og jeg blev kommanderet til Skovhugst paa den anden Side af Glommen. Vore forposter ved Enningedalen og Svinesund tryktes snart tilbage, og naar man ved, at omtrent 40.000 Mand snart trængte paa vor høire Fløi, samt snart ved Kragerøens og Fredriksstada Indtagelse blev tourneret, maa man tænke sig den Modstand vor svage, ikke krigsvante Arme kunde gjøre. Næsten hele den foendtlige Arme pressede her paa. Carl Johan gik den 2den August over Svinesund med 20.000 Mand og Feldtmarchal Grev Essen over Enningedalen med 20.000 Mand. Vor Arme's høire Fløi blev saaledes angrebet med en uhyre Overmagt, og her var næsten ikke Modstand mulig; vilde man ikke tages til fange, maatte man søge fra den ene Position til den anden.

Den ulykkelige 3die August paa Kragerøen var jeg med en Patrouliie nede ved Fredriksstad mod Aftenen, og en kort tid paa Kniple. Fortet Huth hørtes endnu, men tysnede snart. En svensk Division Kanonbaade beskjød Fredriksstad, saa at enkelte Kugler gik gjennem Fæstningens Gader og over Glommen. Major Budde tog Post ved Glemminge Kirke, hvor han forblev, indtil denne Position blev taget av Fienden den 8de.

Den 4de satte 4de Division og Bataillonens Amusetter sig bag Rolfsø Sund indtil Tilbagetoget ti Ise Bro den 8de. Her ved Rolfsø Sund var jeg som eneste Lieutenant i uafladelig Bevægelse. Vi Officerer med Major Dietrichs laa paa noget Straa paa Gulvet i en Hytte, og Gud ved, hvad vi levede af.

Den 7de blev jeg befalet at befare Vester Fløet opad til Sanne for at indtage alle Fartøier paa Vestre Bred; under denne Oproen var jeg kanskje Døden nærmere end nogensinde. Jeg havde med i Prammen en 8 - 10 Mand. Hele Bataillonen havde aflagt den røde Trøie og iført sig vore korte graa "Caputtrøier". Officerene havde ligeledes gjort sig saadanne Trøier for ikke at være kjendelige fra Troppen. Vi vare aldeles uvidende om, at en Mil lige bag os stod en Postering af en Bataillon Trondhjemmere, som havde besat Ise Bro. Disse vare ligesaa uvidende om, at de havde os foran sig. Under roingen langs vestre Strand saa jeg med min Feltkikkert røde Uniformer, og for at sætte mig i Forbindelse med dem roede jeg over Vandet. Trondhjemmerne antode vore Graa eller Mørkklædte i Baaden for Fiender og stode lige færdige til at give ild paa os, men heldigvis tilkaldte de en ung Lieutnant, som som var længere oppe med Vagten. Han fandt det mistænkeligt, men troede dog tilsidst, at det ikke var fiender. Var der givet ild, havde vi ikke kommet derfra. Jeg satte mig i Forbindelse med Trondhjemmerne paa Sanne, fik med dem en mig høist nødvendig Middag og berettede dem, at de havde os mellem sig og Fienden.

Majoren vilde have en Del Plankestabler paa venstre Bred af Rolvsøens sund ødelagte, for at de ikke skulde falde i fiendens Hænder, og dette havde visnok sin Rigtighed. Jeg fik Ordre til at antænde og noget efter at slukke, hvilket blev vanskelig nok i de tørre Planker. Det lykkedes dog ved at styrte de brændende Stabler i Vandet. Fienden var da allerede paa Rikkulstad, og vi fik et Par Kugler efter os.

Den 8de sprængte Fienden Stillingen under Majorene Budde og Ely ved Glemminge Kirke. Til Sundet kom disse 4 Divisjoner, ikke retirerende, men i den sterkeste Flugt; jeg kan endnu se dette uhyggelige Syn. En god Stund efter bemærkedes først Fienden. Vi fik kun givet 2 Skud med vore Amusetter; thi Fiendengik paa Høiderne opad til Rostad. Kl. 11 1/2 om Natten fik vi Ordre til at gaa tilbage til Ise og Sanne Bro. Alt for vel vidste vi, at vi ikke kunde forsvare Sundet med vor Styrke, en Divisjon og 2 Amusetter. Natten og Marchen var uhyggelig, og om Morgenen de 9de bleve vi posterede ved Sanne Bro.

Næste Nat blev ikke for mig bedre; thi jeg blev om Aftenen befalet paa Feltvagt paa den anden Side af den smale Elv i en skovbevoxet Høide udenfor Sanne Gaard. Jeg havde 1 Underofficer og 24 Mand. Jeg udsatte Vedetter og inddelte mine Patrouiller. Natten var meget mørk, og da Fienden maate være i Anmarch, var jeg ikke lidet bekymret for at blive afskaaret, forinden jeg kunde komme tilbage over Elven, thi et længere Forsvar kunde ikke tænkes paa; Vagtild turde jeg ikke tænde. Jeg blev hel glad, da Degen gryede. Jeg havde holdt mig med 3 smaa Patrouiller.

Ud paa Morgenen den 10de, meldtes at en Matchcolonne saaen paa den store Vei fra Sannesund. Jeg kastede min Vagt noget frem og troede nu, at jeg skulde for første Gang komme i Ilden. - Men, min underlige Skjæbne, just nu fik jeg af Lieuntenant Dietrich Ordre til at afløse for at overtage Commandoen over Bataillonens Amusetter, en Commando, som jeg længe havde stundet efter. Dietrich tog Vagten, Melding skede. Jeg modtog mine kjære Kanoner, ret noget for en 19 Aar gammel Officer. Snart hørte jeg Ilden fra min forrige Vagt og ligeledes fra Trondhjemmerne. Længe varede det ikke, førend man bar Dietrich op fra Sundet, saaret i det Høire Ben. Hans Feltforbindingskede i en Hytte ved Elven. Jeg ser endnu hans blege Ansigt; thi han havde tabt meget Blod paa Retraiten, men det var en kjæk Officer.

Saa længe varede det ikke førend jeg skulde bestaa den første lille Ilddaab. Fienden kastede sig ind i Sanne Gaard med sine større Huse og omplankede Have. Ud paa Formiddagen vilde en fiendtlig Officer recognocere os - jeg gav ham et Kugleskud, det gik for høit, men det næste gik ham om Benene. Af og til gik et Skud op i Gaardsrummet paa Sanne; Fienden mærkede nu, at vilde man recognocere, maatte det ske med en større Styrke. Med et brød Fienden frem med et fælt Stormanskrig, kastede sig ned i den forannævnte skovbevoxede Høide, og nu begyndte Tirailleurilden. Under Fiendens Stormløb nedad Jordet nedenfor Sanne havde jeg god Anledning langs siden af Sannehaugen at give heldige Kugleskud. Jeg stod med mine Kanoner midt i en Bygager og kunde af Axenes Spretten godt se, hvor Kuglerne traf. Vi stode saaledes meget blottede, og mine Folk bleve forknytte, de hugede sig ned, og jeg husker godt, at de vare blege i Ansiktet. Fienden var dristig, og mellem Træerne samlede de sig i smaa Tropper og gav Salver paa Kanonerne. Jeg stod for langt tilbage for ret virksomt Cardætskeskud, commanderede "til Avancering - Prods paa", og rykkede ind i Infanterikjæden; thi nu især maatte man komme med disse 1 pd. Metallkanoner, og detacherede 2den Kanon under Korporal Kallerud noget til venstre for mulig krydsende Ild. Som jeg selv rettede 1ste Kanon og bøiede mig ned for at sigte, fik jeg en Salve. Havde jeg staaet opreist, havde vist en Kugle taget mig; thi jeg syntes, den gik lige over mig; Artillerist Erik Johansen af Vaale stod lige ved min Side til venstre med de skarpe Rør. Han gav et Støn, og i det samme gik ogsaa mit første Cardætskeskud. Jeg spurgde: "Er du blesseret?" - "Jeg vet ikke, jeg fik saadant Tryk af Rørdaasen under Brystet" - saa faldt han og begyndte at skrige og jamre sig, bedende Kameraterne, at de vilde skyde ham ihjæl, saa smertefuld var han. Ved at undersøge ham fantes Kuglen at have paa skraa fra høire Side gaaet gjennom den temmelig massive Rørdaase at tykt Jernblik, og have fulgt Mavens Cavitet; den var bleven siddende indenfor venstre Hofte. Kuglen beholdt han saa lenge han levede, og er med ham i Graven; han døde mange aar efter. Mærkelig nok - han følteikke strax Kuglen, men derimod Rørdaasens Tryk. Den blesserede blev strax bortbaaren.

Imidlertid var Korporal Kallerud ved 2den Kanon af en anden lignende Salve skudt i Benet, og Mandskabet havde forladt sin Kanon. Jeg maatte med draget Værge true 2 af dem frem. Nu kom hen til Kanonen fra Bedækningen en gevorben Musketair af Regimentet Liv-Compagnie for at hjælpe mig, satte fra sig Geværet og sagde: "Her gjælder Kanon mere end Gevær; det blir galt, skal Svensken komme over detta Sunne." Jeg gav ham Commandoen over 2den Kanon, og han holdt sig djærvt.

Min Cadetkamerat Mejlænder var rykket med sin Halvdivision paa begge Sider af mine Kanoner, og hans Kiede laa tildels bag et Skigjærde. Vi gik op og ned og saa hvorledes Kuglerne slog gjennem det. Det brydde os ikke synderligt; thi vi vare komne i Aande. - Strax ved os blev den vakre Per Sørby fra Eger skudt i Maven og døde om Natten paa Carlshus. Mejlænder med sin sædvanlige Rolighed og Støhed knurrede paa sine Folk over de mange Klikninger. Hans Divisionschef Capitain Mathisen stod i Reserve bagud ved en Lade; vi kunne høre ham raabe: "Kom med Plasken" (Flasken), han kunne ikke udtale F. Gutten havde forstukket sig i en dyb Grav og vilde ikke frem; thi Kuglerne hvinede utroligt langt henad Sletten. Ved endel Cardætskeskud, som vi fik givet, blev dog Skovkanten rensket for de sluttede Trupe, og Fienden kom ikke siden saaledes frem. Endelig etter 3 1/2 Times Affaire syntes Fienden, at det maatte være nok med denne Recognoscering og trak sig tilbage. Vort Tab var 1 Officer og 1 Underofficer blesserede og af Mandskabet i det hele 18 døde og blesserede.

Naar jeg spøeger mig selv, hvorledes var du i Ilden, vil jeg svare, at den er en Brauter, som ikke vil tilstaa, at han følte sig mere eller mindre i en spændt, egen Tilstand, hvorved Meget forekommer som en Drøm. Besynderligt nok - de første Kugler jeg hørte, afficerede mig sandelig ikke saa meget. Derimod var den Blesserede ved min Side for mig virkeligt et svært Øieblik, og jeg vidste, at mine unge Artillerister vilde svigte strax, jeg blev modfallen. Min paafølgende Virksomhed med at faa 2den Kanon iorden satte mig igjen Strax i Aande. Dertil kom, at jeg nu kl.3-4 om Eftermiddagen endnu var fastende; thi hele Formiddagen havde været benyttet til at vexle Skud med Fienden. Da Per Sørby blev baaret bort, gav en Soldat mig et Stykke Commisbrød og lidt Brændevin. At jeg havde været i stærk Spænding, kan jeg vide deraf, at jeg ikke under Affairen huskede, at min Far var med i Ilden.

Men der er visserlig de Mennesker som ere fødte Cujoner. Jeg havde en Artillerist, som hed Rolf og var født i Laurdal. Han var saa forknyt, at han ikke kunde bruges ved Kanonen, og var sat ved Ammunisjonskassen. Naar det blev Alvor, løb han saa langt, til han troede sig sikker. Jeg truede ham paa mange Maader siden, men det hjalp ikke, i næste Affaire ved Finstad løb han fra os lige til Skoven. Sandelig jeg havde mere ondt af ham end kunde være vred paa ham. Som en Modsetning kan jeg anføre: En Bondegut, ganske ung, fulgte sin Hest, som var udpresset som alle vore Trosheste, af Bøndergaardene. Ved Sanne Bro kom han frem i Ilden, og fik en Kugle gjennem Hatten. Ganske rolig tog han Hatten af, besaa den og sagde: "Gjør Du mig ikke større Skade, er det just ikke farligt".

Men vil man fornemme Krigens hele Rædsel og Jammer, bør man søge Ambulancen. I Finstads store Stue blev samlet de Blesserede, og jeg red efter Affairen derhen. Tourvis bleve enten Kugler udrukne eller udskaarne med Jammer og Skrig. Uvilkaarlig maatte jeg ttænke: imorgen er kanskje Raden til Dig. Per Sørby havde allerede med megen Rolighed beredet sig til Døden, udbetalt, hva han skyldte Kammerader, og bestemt forud sagt, at han maatte dø. Han laa rolig og allerede i Dødsdvalen; han døde om natten under Transporten til Moss Lazareth. Min Artillerist fandt jeg krybende af Smerte i Sengehalmen, men var uden egentlig Bevisthed. Jeg stak nogle Penge til ham. Han kom ikke til Bevisthed førend henad Moss med de heftigste Smerter af Bondekjærrens Rysten; han fik Drengen til at skaffe en Træskonings Slede. Morten Rævdal havde været vor Oppasser om Sommeren; ham traf jeg først bag Husene ved Sannerpladsen. Han var skudt over venstre Øie, Hovedet ophovnet og sort af størknet Blod og ukjendelig. Paa Finstad fantaserede han, var fremdeles i Striden og kom før sin Død aldrig til Bevisthed. Indtrykket blev: hvor snart kan Du ogsaa staa for Din Dommer. Captain Jebes Halvmaaneblæser fik Kuglen lige ved Hjertet og gjorde kun nogle Strækninger med Foden. De Døde hvile nu forglemte paa Raade og Moss kirkegaarde.

Den 13de August bleve mine Kanoner placerede ved det vigtige Punkt Finstad Vadested, som maatte blive forceret af Fienden fra Rolfsøen. Fra en fremspringende Tunge kunde Vadestedet betryges paalangs, men kom Fienden over, vilde jeg være afskaaret og taget, førend jeg fik prodset paa, det var afgjort. Nogen Dækning maatte skaffes, og hertil fandtes langs Stranden inddrevet Tømmer, som blev opvæltet, udbedret med noget jord, og anbragt 2 Skydeskaar. Vi indrettede os i en Løvhytte og noget Hø. Næppe havde vi sovnet, forend Korporal Sundby kom ned i Hytten paa det mørkeste af Natten for at spørge, om vi skulde give et Kugleskud paa en fiendtlig Patrouille, som kunde skimtes paa Fjeldet ved Vadestedet. Jeg vilde naturligvis ikke uro Bivouacen for saa lidet, og medens jef staar i min lille Skandse, hviner en Kanonkugle lige over os fra en ganske modsatt Retning. Det var mørkt, og vi kunde intet se, men dreiede dog den ene Kanon i den Retning, hvorfra Skuddeet kom. Atter saaes Blink og atter en Kugle, og nu kunde vi skimte 2 Kanoner paa et Bjærg i Kanten af Skinner Fløet opad mod Horgen og næsten i Forlængning af vor Linie langs Elven. Nu svaredes paa Tiltale, og denne Samtale vedvarede udover Morgenen og Formiddagen. Havde jeg ikke faaet Tømmerstabler, havde jeg sikkerlig faaet mindst et Kanonhjul gjennomskudt og vist mistet en av mine Heste. Omenskjøndt Fienden denne Gang kun viste sig uden at komme paa Geværskuds Afstand, maatte vi dig vente et afgjørende Angreb og fra vor Side et fortvivlet Forsvar, da vi vidste, at en større Styrke var concentreret ved Raade og i Svindal, for hvilken vi paa en Maade stode i første Træfning eller, om man vil, som Forpost. Finstad Vadested kunde blevet et blodigt Punkt. Men en nødvendig Vaabenstilstand og Conventionen i Moss den 14de blev afsluttet, takket være Carl Johans menneskekjærlige Maade at føre Krigen paa; thi for ham havde det været muligt at trykke os tilbage med sine 4 Divisioner paa den anden Side Moss, og troligt der omgaa os fra Fet- og Onstad Sund, som vist var blevet forceret af General Skiøldebrand. Sandelig - Armeen vilde været oprevet, og Carl Johan havde besat Christiania.

Førend jeg slutter disse Antegnelser om den kortvarige Krig 1814, vil jeg berette noget om mine smaa Kanoner. Det var 1 pd. Metallkanoner, lagte paa Lavetter med 2 Arme som en anden Norsk Arbeidskjærre, hvorfor spændt en Hest og en Forspandhest. Kanonerne havde meget gode Sigteindretninger og 2 Amunitionskasser. Mandskabet kunde uden videre trække dem, og frem kunde man komme paa de daarligste Veie. Men deres Virkning var vist nok ikke stor, og den største var sikkerlig den Tillid, vore Infanterister havde til dem, og det moralske Indtryk, de gjorde paa Fienden, naar han hørte, at han havde Artilleri mod sig. Jeg kan sige som Oberst Lesøe sagde til mig om Espingolerne i den danske Arme i 1848: "Vore Folk synes om dem, Fienden kan ikke lide dem, mere kan man ikke forlange."

Vi kunde nu ordentlig indkvarteres; min Broder og jeg kom til Finstad. Vi havde ikke været af Klæderne siden 1ste August, og jeg glemmer aldrig den Nydelse at faa ombyttet og komme afklæd i Seng med den Bevisthed, at nu kan Du udhvile. Tilbagetrækning foregik snart.


Neste side: Krigsaaret 1808
Neste side: Julefeiringa i 1807