Krigsaaret 1808

I Foraaret 1808 fik vi ogsaa Krig med Sverige, og dette gik ud over os Norske. Fædrelandet var nu paa alle Kanter indspærret og Brødforsyningen spærret. Tropperne rykkede til Grændsen, og Landværnet besatte Christiania Garnison. Der skulde man se Tropper. Bataillonerne besatte med forlængst afskedigede Officerer; Mandskabet i aflagte Uniformer fra 1770-80 Tallet. Jeg kan huske, at min Onkel Sundt fortalte, at han over Liersund i Drammen tabte ved et Vindstød 16 af de smaa bogstavelig trekantede snorede Hatte - Fjelddølen dertil i egne Underklæder. Skade, at der aldrig blev taget Tegning af saadanne Krigsmænd. Cadetterne af 4de og 5te Klasse bleve sendte til Regimenterne. Jeg kan huske, at de ikke kunde ekvipere sig som Officerer, da intet var at faa kjøbt, og at de maatte faa udleveret store Cavallerisabler fra Arsenalet.

Snart fik vi underretning om, at vor Adjutant Lieutenant Blix havde fundet Heltedøden i Affairen ved Lier. Hvilken Begeistring bragte ikke dette ind mellem os Cadetter; vi stundede efter at være store nok for at være med. Efter Erindringen tegnede vi hans Ansigtsprophil i mange Exemplarer, og der fandtes virkelig de, som lignede.

Der staar endnu for mig det tragisk høitidelige ved Troppeafdelingernes Udmarch. Fricorps bleve oprettede, og jeg kan erindre Christiania frivillige Jægere, men ogsaa Maribo's Artilleriafdeling og Grev Herman Wedels Bogstad-Jægere med graa Uniformer med grønne Skjærf, en slags Hjelm med grøn Wolf. Greven satte sig selv i Spidsen for denne Trop med en Leganger som Adjutant. Jeg saa denne Afmarch, og dette var i Christiania en stille Høitidelighed.

Foraaret 1808 var der Begeistring, da de Svenske angrebne fra Kongsvinger kom saa nær under Grev Mørner til Toverud gjennem Enningdalen; men der var ogsaa Bekymring; thi nøden yttrede sig ved ingen Tilførsel af Livets første Fornødenheder. Handel og Søfart laa øde. Men herved opmanedes sandelig Nationen til Selvbevisthed, og denne Gjæring virkede isandhed nedad lige til Drengene. Jeg kan godt huske den Stemning, der var iblandt os Cadetter. I modnere Alder siger saavel disse som Disciple af Latinskolen, at vi Børn bleve ligesom 10 Aar ældre paa 1/2 Aar. Den 28de Juni 1808 blev Dannebrogsordenen fornyet, og vi fik se nogle af vore Kamerader med dette Ordenstegns 3die Klasse. Ud mod Høsten faldt vor Cadetkamerat Sæter, jeg tror i Affairen ved Præstebakke. Alt dette opvakte naturligvis hos os Krigeraand, som næppe har været større end da.

Dybt indprentet hos mig er Erindringen om Sybet af de første Krigsfanger, tagne i Affairen ved Toverud. Der var Linieregimentets Grenaderer og Husarer. De vare for det første indlagte i Vagthuset, som dengang stod paa hjørnet af Torvet. Jeg ser endnu disse veirbidte skjæggete Krigere, som for vore Øine, som ikke var vante til saadanne ældre Soldater, saa saa rædsomme ud. Jeg stod udenfor Barieren i den store Trængsel. Med et kommer en af disse skjæggede Grenaderer med en blaa Feltkappe over Skulderne, med en høi med Skilt besat Grenaderhue og Tapperhetsmedaillen - jeg ser denne Grenader endnu - hen til mig og siger: "Stig ind til os - lilla Krigskamerat - her er alt et bettre Utrymme". Jeg kan ikke nægte at mit lille Hjerte bankede - de tapre Krigere fra Finland, som efter Krig og March saa frygtelige ud; men Ambitionen drev mig; min lille Person havde Kamerater strax ved mig, desuden Folkemassen som Tilskuere, og jeg traadte ind. Strax blev jeg omringet og kjærtegnet af disse Hussarer og Grenaderer; de fortalte mig Begivenheder af sin Krigerbane - med rette har man kaldt Svensken "Nordens Franskmænd". Det stod skrevet i Skjæbnens Bog, at under minlange Militærbane skulde disse svenske Soldater først som Fiender derefter som Venner møde mig - mellem hvilke jeg skulde færdes og tjenstgjøre og hvis Uniforms Farve jeg skulde bære. Siden saa vi større Afdelinger som Krigsfanger ankomme efter Affairerne ved Kongsvinger og Præstebakke - eskorteret af Kavalleri, og ved en saadan Anledning var den hele By i Bevegelse.

Blandt de større patriotiske Stemninger fra den Tid synes jeg at kunne erindre maatte være Enevold Falsens Jordefærd. Til denne var alle Klasser med, og for at alle skulde repræsenteres, tog man en Døl med i den store Procession. Jeg kan godt erindre, at der gik ligesom en national Aand gjennem det Hele.

(...)

Ved Hjemkomsten i Julen fandt jeg min kjære Broder Frederik, som siden 1807 havde været Krigsfange i Waterfort i Irland. Drengen havde næsten glemt at tale Norsk, men det kom hastig tilbage. Dette var vistnok dog i Julen 1809-10.

(...)

I dette Aar var Hegermann en Tid ved Grændsen med Grenader-Bataillonen og kom tilbage sidst i September. Min Fader kommanderede Musketer Bataillonen i Rakkestad. Skjøndt Krig var det dog Roligt.


Neste side: Schrøders Erindringer
Neste side: Kapittel IV